onsdag den 30. januar 2008

Nyt fra Filippinerne


Så er der atter gået et par dage siden sidste opdatering på bloggen, og der er stadig masser at berette selvom vi har vores faste base her på Coco Beach.
I forgårs havde jeg en aftale med Adrian og hans kammerat om at tage ud og fiske. Vi sejlede afsted ved tusmørke i en lille banca der var ca. 3.5 mtr lang og en ”røv” bred. Jeg blev placeret oven på motoren, kun adskilt af en tynd finerplade. Her sad jeg og nød stjernehimlen da mørket faldt på og de 2 gutter navigerede til en lille bugt, hvor de lagde deres net ud .
Herefter hoppede vi i vandet og plaskede i vandet, for at skræmme fiskene i nettet. I første omgang havde vi ikke heldet med os, men vi hev nettet ind igen og gjorde endnu et forsøg.
Her blev jeg sat af og udstyret med en bambuskæp ved nettets start , med besked om at begynde ”klapjagten” når de havde lagt hele nettet ud, og gav signal med en lommelygte.
Jeg følte mig noget dum, da jeg stod der i mørket med min bambuskæp og kiggede efter mit signal, mens stemmerne fra de to kammerater drev længere og længere væk. Da signalet endelig kom, tæskede jeg løs på vandet mens jeg bevægede mig mod lyset - det skulle ikke være min indsats der var årsag til endnu en fuser.
Og denne gang havde vi da også heldet med os, vi fangede 4 spiselige fisk samt en giftig kuglefisk der pustede sig op og hvæsede da vi hev den op af vandet, vildt komisk.
Uheldigvis løb tiden fra os, så da jeg sjoskede direkte ind på strandrestauranten – fuldstændigt gennemblødt og i badesko der er 3 numre for store, var pigerne allerede færdige med forretten.
I går til frokost fik vi så smagt på fangsten, tilberedt med kokosmælk, chilli og karry – alt fra egen køkkenhave …. Superlækkert.
I går aftes havde vi bestilt en ”special dinner” på stranden, en rigtig dejlig aften hvor vi virkelig følte os forkælet. Vi kunne følge vores private tjener Wendell i forberedelserne allerede fra om eftermiddagen – med borddækning, blomsterdekorationer og pudsning af sølvtøjet.
Kulinarisk var det også et kvalitetsmæssigt løft i forhold til den sædvanlige restaurant, og vi fik et par sange fra coco bandet ved vores eget bord. Da Mette bestilte menuen, havde jeg lige misset en enkelt ret, så da vi havde fået indbagte blæksprutter, rejesalat, suppe og hummer, klappede jeg mig på maven og tænkte at det passede fint med noget dessert og så i seng. Så kommer Wendell og spørger om vi er klar til vores bøffer !! - en engelsk bøf med bløde løg kan man jo ikke sige nej til, så den fik vi da også ned inden vi sluttede af med pandekager og is.
I dag har vi så været ude og motionere hele middagen væk, idet vi på opfordring fra Jan og Lene (reserveonkel og tante – fra krydstogtet), havde booket en bjergvandring med besøg hos mangyaner-stammen. Jeg syntes jeg var blevet enig med vores guide Edwin om at vi kunne tage ”the easy way up” for at skåne tøserne, men det skulle vise sig at der kun er en vej og det er 6 km vandring/klatring af smalle stier gennem skoven hvor vi passerer tre små landsbyer. Undervejs fortæller Edwin som selv bor i den første landsby om stammens historie og levevej, og vi besøger også et par skoler og hilser på alle ungerne. Vi købte også en hel del af landsbyboernes fletværk, som er en af deres muligheder for at tjene lidt penge. Stammen boede faktisk i lavlandet frem til 2. verdenskrig men gemte sig i bjergene da krigen startede, og måtte affinde sig med at deres land var blevet overtaget at andre da de omsider turde vende tilbage. Selv nu ejer de fleste af mangyanerne ikke deres egen jord og risikerer at måtte flytte, hvis ejeren af jorden beslutter sig for at udnytte den.
En hård men også meget lærerig tur, som mange flere burde afsætte en halv dag til (Edwin har kun held til at lokke et hold af sted hver uge).
SLUT herfra, vi vender tilbage om et par dage –