lørdag den 5. januar 2008

Shopping i Manila




Vi har stadig ikke helt styr på døgnrytmen, men tog efter morgenmaden en taxi til indkøbscenteret Robinsons - som skulle vise sig at ligge under en kilometer væk.
Centeret var lidt en skuffelse, vi burde måske have valgt det noget større Mall of Asia - ikke at der ikke var nogle butikker, men det var meget svært at overskue. Men vi fik da købt badesko til begge pigerne, og Mette fik da også "pillet" ved en del klude - nu går der også et stykke tid før der rigtigt kan shoppes igen.
Da vi var mætte af shoppingcenteret besluttede vi at gå hjem til hotellet og få lidt "frisk luft", eller så frisk som den kan blive i denne tæt trafikerede by. Fortov gør de ikke så meget i herude, så det er med at have øjnene med sig når man bevæger sig rundt.
Hjemme på hotellet fik vi testet poolen, som vi nærmest havde helt for os selv. Det kan skyldes at mange af hotellets gæster er her til bryllup, hvilket det ifølge en af tjenerne er højsæsson for lige nu.
Klokken er blevet lidt over 19.00 herude, og vi er ærligt talt grydeklar, men har endnu ikke fået noget aftensmad - mon ikke det bliver noget roomservice.
Tak for alle jeres mails/kommentarer på bloggen - det er rart at høre fra jer.