Mandag
Uret ringer 05.00, og det er tid til afrejse fra Manilla, til den lille halvø Panglao ved Bohols sydkyst. Vi har fået hotellet til at pakke morgenmaden til os, så vi bare kan hyre en taxi og køre direkte til lufthavnen. Man skulle tro at det var en smal sag at bevæge sig gennem byen på den tid af morgenen – men Manilla er åbenbart et trafikalt helvede på alle tider af døgnet.
I lufthavnen fører en servicedreng vores søvnige lille flok gennem hele møllen af kontroller og checkpoints, og slipper os først foran vores gate – meget fornuftigt system og absolut alle drikkepengene værd.
I den mikroskopiske Taglibiran lufthavn står en mand som lovet og venter os, og kører os direkte til Alona Tropical Bech Ressort. Et lille ressort med ca. 30 – 40 hytter lige ned til en dejlig børnevenlig sandstrand og med en overskuelig pool. Vi er i første omgang blevet tildelt 2 x 2-sengs hytter ved siden af hinanden – skideirriterende når man har bestilt for næsten et år siden og rejsedokumenterne tydeligt lover en 4-sengshytte. Men de har lovet at prøve at finde en løsning, og vi bruger jo stort set kun hytterne til at sove i.
På den positive side fandt pigerne hurtigt nogle venninder, Mathilde på 8 år og Marie på 5 år, som vi følger lige i hælene både til Siquijor og Apo Island, dog er de en dag foran os.
En rejsedag tærer altid på kræfterne så vi vovede os ikke langt fra resortet, og indtog da også alle måltider på den tilhørende restaurant, som er udmærket – dog med samme uvane som alle andre steder i dette ørige ……. man får ALDRIG sin mad på samme tid !!
Tirsdag
Regnvejr fra vi stod op og til vi gik i seng – uafbrudt. Selvsagt ikke vores bedste dag, men vi hyggede med Pascal og Mette ( Mathilde Og Maries forældre ), og spiste vores måltider sammen, mens vi spejdede efter bedre vejr. Børnene lod ikke til at lade sig gå på af det triste vejr - de legede i Poolen, og så film på den bærbare.
Onsdag
Pascal Og Mette havde aflyst en tur til chokoladebakkerne i går, grundet det dårlige vejr, så vi aftalte at leje en større bil i dag og tage turen sammen. På vejen til de berømte ”chocolate hills”, gør vi et stop og hilser på endnu et must see på Bohol – spøgelsesaben eller Tarsier-aben. En grim lille fætter, men akkurat så grim at den også er lidt nuttet (se billeder). Vi ankommer til hovedattraktionen efter ca. 1 ½ times kørsel, og spadserer det sidste stykke vej til udkigsposten, hvor man kan se de 1268 kegleformede bakker, der dog først får sin chokoladefarve i den filippinske sommer. Bakkerne skulle skyldes at Bohol tidligere var delvist dækket af vand og koralrev. Koralrevet som indeholder store mængder calcium er blevet skyllet væk af den syrlige regn, og tilbage stod altså bakkerne. En anden teori går på at det er tårerne fra en kæmpe, der var ramt af ulykkelig kærlighed – I vælger selv hvad i vil tro på.
På toppen havde vi meget sjov af en lille gimmick nogle kvikke hoveder havde fundet på hvor turister hoppede op og fik taget et billede med bakkerne i baggrunden – for at give den illusion at man fløj over bakkerne. Vi røg naturligvis i fælden begge familier og fik da nogle fine billeder, både med og uden kosteskaft. Det var nu også ganske billigt - ca. 12 kr. pr. billede.
Uret ringer 05.00, og det er tid til afrejse fra Manilla, til den lille halvø Panglao ved Bohols sydkyst. Vi har fået hotellet til at pakke morgenmaden til os, så vi bare kan hyre en taxi og køre direkte til lufthavnen. Man skulle tro at det var en smal sag at bevæge sig gennem byen på den tid af morgenen – men Manilla er åbenbart et trafikalt helvede på alle tider af døgnet.
I lufthavnen fører en servicedreng vores søvnige lille flok gennem hele møllen af kontroller og checkpoints, og slipper os først foran vores gate – meget fornuftigt system og absolut alle drikkepengene værd.
I den mikroskopiske Taglibiran lufthavn står en mand som lovet og venter os, og kører os direkte til Alona Tropical Bech Ressort. Et lille ressort med ca. 30 – 40 hytter lige ned til en dejlig børnevenlig sandstrand og med en overskuelig pool. Vi er i første omgang blevet tildelt 2 x 2-sengs hytter ved siden af hinanden – skideirriterende når man har bestilt for næsten et år siden og rejsedokumenterne tydeligt lover en 4-sengshytte. Men de har lovet at prøve at finde en løsning, og vi bruger jo stort set kun hytterne til at sove i.
På den positive side fandt pigerne hurtigt nogle venninder, Mathilde på 8 år og Marie på 5 år, som vi følger lige i hælene både til Siquijor og Apo Island, dog er de en dag foran os.
En rejsedag tærer altid på kræfterne så vi vovede os ikke langt fra resortet, og indtog da også alle måltider på den tilhørende restaurant, som er udmærket – dog med samme uvane som alle andre steder i dette ørige ……. man får ALDRIG sin mad på samme tid !!
Tirsdag
Regnvejr fra vi stod op og til vi gik i seng – uafbrudt. Selvsagt ikke vores bedste dag, men vi hyggede med Pascal og Mette ( Mathilde Og Maries forældre ), og spiste vores måltider sammen, mens vi spejdede efter bedre vejr. Børnene lod ikke til at lade sig gå på af det triste vejr - de legede i Poolen, og så film på den bærbare.
Onsdag
Pascal Og Mette havde aflyst en tur til chokoladebakkerne i går, grundet det dårlige vejr, så vi aftalte at leje en større bil i dag og tage turen sammen. På vejen til de berømte ”chocolate hills”, gør vi et stop og hilser på endnu et must see på Bohol – spøgelsesaben eller Tarsier-aben. En grim lille fætter, men akkurat så grim at den også er lidt nuttet (se billeder). Vi ankommer til hovedattraktionen efter ca. 1 ½ times kørsel, og spadserer det sidste stykke vej til udkigsposten, hvor man kan se de 1268 kegleformede bakker, der dog først får sin chokoladefarve i den filippinske sommer. Bakkerne skulle skyldes at Bohol tidligere var delvist dækket af vand og koralrev. Koralrevet som indeholder store mængder calcium er blevet skyllet væk af den syrlige regn, og tilbage stod altså bakkerne. En anden teori går på at det er tårerne fra en kæmpe, der var ramt af ulykkelig kærlighed – I vælger selv hvad i vil tro på.
På toppen havde vi meget sjov af en lille gimmick nogle kvikke hoveder havde fundet på hvor turister hoppede op og fik taget et billede med bakkerne i baggrunden – for at give den illusion at man fløj over bakkerne. Vi røg naturligvis i fælden begge familier og fik da nogle fine billeder, både med og uden kosteskaft. Det var nu også ganske billigt - ca. 12 kr. pr. billede.
Torsdag
Vi starter dagen med en løbetur Mette ( ikke min) og jeg, dejligt at komme ud og røre sig men det tager et par timer før man holder op med at svede. Da det igen idag er lidt skyet og trist i vejret tager vi med Pascal, Mette og pigerne ud og sejle til Balicasag her oplever Emilie og jeg det mest varierede dyreliv endnu da vi snorkler fra båden. Mens vi ligger og tuller rundt i vandet, blæser det op og turen tilbage bliver mildt sagt temmelig gyngende, så jeg inkasserer et par onde blikke fra konen som bestemt ikke er glad ved situationen. Vi har begge familier meldt os til vallentines middag iaften, som åbenbart er en stor ting her.
Det er lykkedes at blive flyttet til en suite idag, med varmt vand køleskab og både udsigt til hav og pool - og plads til alle fire ikke mindst, lækkert nok , men det skulle vi bare have haft med det samme.
